søndag den 26. oktober 2014

Katrine Marie Guldager - Styrt

Selvfølgelig sker det at cyklen punkterer,
at man må låne sig frem, at man kommer
op på en, der er for høj: Man kan ikke nå
pedalerne og der er biler og vigepligt og
kryds: Der er asfalt og ukendte reflekser i
hænderne, ulykker der hænger i luften,
som sekunder nogen har malet over med
helt, helt stille: der er en skraben og
asfalt, asfalt cyklen smælder imod, asfalt
man pløjer ned igennem, små sten man
gemmer under huden, og glas, og det er
ikke til at komme udenom, eller ned
igennem: Der er bare asfalt oven på
asfalt, der er en by oven på asfalten, og
ikke nogen nedenunder, andet end jord:
Der er jord og asfalt og en by: Der er en
by der ligger oven på jorden: Der er en
by oven på en by, der er asfalt oven på
asfalt, jord oven på jord, og det er ikke til
at komme ned igennem, eller udenom,
sådan har det altid været: Som når man
cykler, alt for højt, og ikke kan nå
pedalerne.